Havens problemer
Pas på kålplanterne

08 11 kaalorm maaske IMG 7583
For børn går der hurtigt sport i at samle kållarver. De yndige, hvide kålsommerfugle er knyttet til korsblomstrede plantearter (kålfamilien).

De lægger deres æg på undersiden af kålbladene, så maden er serveret, når larverne klækkes. Der findes en stor og lille kålsommerfugl som ligner hinanden i deres voksne stadie. Larverne er mere forskellige - den lille kålsommerfugls larve er matgrøn med en smal gul ryglinie og den store kålsommerfugls larve er større og sort-gulbroget.

08 11 kaalorm IMG 7276

Den lille kålsommerfugls larve er ved at gnave sig igennem et blad fra en rød grønkål.

 

Skadebilledet med afrippede og hullede blade er det samme for begge slags larver, og har man ikke forebygget med at dække med insektnet, skal planterne tjekkes regelmæssigt for æg og larver. De grønne ekskrementer og hullede blade afslører deres gemmesteder.
08 11 kaalorm maaske IMG 2172

Æghobe fra den store kålsommerfugl kan mases mellem fingrene, så de ikke udvikler sig til larver. 

 

Kålsommerfuglen lægger sine små æg bag på kålbladet, hvor man kan se dem enten enkeltvis (lille kålsommerfugl) eller i hober (stor kålsommerfugl) og klemme dem mellem fingrene, så de ikke når at blive til larver. Det er svært at finde alle æggene, så planterne skal også ses efter for larver. Små børnefingre er gode til den slags arbejde, og børnene vil ofte synes det er sjovt efterfølgende at fodre larverne til fuglene. Skal man til at plante andet hold kål ud kan man forhindre angreb fra kålsommerfuglens larver og lille kålflue, hvis larver gnaver i plantens stængel og rod, ved at dække afgrøderne med et finmasket insektnet, så snart de er sået eller udplantet. Nettet skal slutte helt tæt ved jorden, da insekterne ellers kan komme ind og har frit spil. Fiberdug, som er et tyndt stykke kunststof, der lader lys og vand trænge igennem og også virker isolerende, bør ikke bruges over kål i højsommeren, da den vil få det for varmt. Kållarverne dør først efter starten på nattefrost, så planterne skal gås efter til langt ud på efteråret.
Mia Stochholm, Havebladet 3/2015

 

Søg i Havehjørnet


Havehjørnet OBS!

 

Find artkler

 

Vælg det emne du er interesseret i eller brug søgefunktionen. Søgefunktionen finder du herover, emnerne finder du øverst til venstre i vinduet.

 

Har du spørgsmål om planter?

 

Er der noget, du gerne vil vide om planter, så skriv til Grethe Bjerregaard.Du kan normalt forvente svar i løbet af en uge når du bruger denne adresse: gb@kolonihave.dk