Havens pleje
Morfars prydhave – sommer igen

 

07 John H sissinghurst 014

Amerikansk syren har det botaniske navn Ceanothus. Der findes et mindre antal forskellige arter.

Fælles for de forskellige arter er blomsterfarven hvor de blå nuancer er de dominerende. De findes ligeledes i større eller lavere arter som sjældent bliver over 1 m i højden. De skal altid plantes på et solrigt og lunt sted i haven i en god næringsrig og veldrænet jord. Opfyldes disse betingelser, blomstrer den villigt hver år i august.

 

Ren hygge

 

I juli er der dømt rent hygge med kun små eller slet ingen gartneriske opgaver. Jeg plejer lige nu at gå rundt i haven med en saks. Det ser trods alt meget professionelt ud.
Jeg klipper gerne de afblomstrede roser og andre visne blomsterstande af – det er trods alt lige til at overkomme uden at få sved på panden.

 

Tilbageklipning

En hel del flerårigeurteagtige blomster,stauder, kan i stedet for kun 1 blomstring få minimum 2 blomstringer i løbet af sommeren. Dette hedder i gartnersproget remontering. Der er sikkert nogle som kender udtrykket fra den gruppe af roser som også kaldes remontantroser. Det vil med andre ord sige, at de blomstrer hele sommeren og efteråret. Ud over disse roser er der som tidligere nævnt en hel del stauder som også har denne egenskab. Jeg kan nævne: engblomme, gemserod, staudemargerit, akeleje, lupin, bonderose, ridderspore og mange andre. I nogle tilfælde vil du opleve at den anden blomstring bliver lidt svagere end selve hovedblomstringen. Dette kan du delvis eliminere hvis du nedklipper stauden lige efter afblomstringen. Derpå drysser du 20-30 gram NPK-gødning omkring den nedklippede staude. Du kan også drysse lidt god næringsrig kompost omkring planterne. Det gælder om at give dem noget hurtigtvirkende gødning så de hurtigt kan komme i gang med at producere en ny og dejlig blomstring. Remontering er ofte noget som morfar omtaler. Årsagen til dette er, at jeg synes at mange flere kolonister vil få meget større glæde af deres haver, når de anvender dette lille fif. Så synes morfar heller ikke at visne og afblomstrede planter ser spændende ud i haven.

 

Efterårsblomstrende, flerårige buske

I mange haver er forårsblomstringen baseret på løgvæksterne og de tidlige stauder og f.eks. rododendron. Så snart vi kommer efter Skt. Hans vil du ofte se at der ikke er mange større buske og træer med blomster. Sådan er det ikke i morfars prydhave. Her har jeg valgt en hel buske med hovedblomstring i juli og august og enkelte helt ind i september. Hvis du f.eks. vælger planter som sommerfuglebusk, syrisk rose (Hibiscus), amerikansk syren, potentil, lavendel og mange andre. Disse findes ofte i mange forskellige farver og arter. De kan let erhverves hos din plantehandler.
Hvis du har sommerfugle buske i din have kan du være sikker på at se mange sommerfugle. Det er en dejlig oplevelse at se disse flyvende smykkestene.
Det er altid vigtigt at blomstringen skal understrege årstiden. Det har jeg altid haft i baghovedet når jeg har valgt planter og lavet beplantningsplaner. Så husk det, det er trods alt kun en engangsudgift.

 

Varme i jorden

I august anses jordtemperaturen altid for at være årets højeste. Derfor anses august og september for at være de bedste måneder til at så græs og plante stedsegrønne og nåletræer i. Den høje jordtemperatur får græsset til spire meget hurtigt. På de nyplantede vækster dannes der hurtigt mange nye rødder, så planterne lettere klarer forårets evt. tørkeperioder. En nysået græsplæne vil med den rette fugtighed kunne ses grøn i løbet af en uge.
John Henriksen, Havebladet 3/2016

Søg i Havehjørnet


Havehjørnet OBS!

 

Find artkler

 

Vælg det emne du er interesseret i eller brug søgefunktionen. Søgefunktionen finder du herover, emnerne finder du øverst til venstre i vinduet.

 

Har du spørgsmål om planter?

 

Er der noget, du gerne vil vide om planter, så skriv til Grethe Bjerregaard.Du kan normalt forvente svar i løbet af en uge når du bruger denne adresse: gb@kolonihave.dk