Havens pleje
Efterår i morfars prydhave

 

17 DSC 0090 Anemone John H

Anemone blanda eller Balkan anemone, er nøjsom og fås i mange farver. Blomstrer april-maj.

Ovenpå en regnrig og kølig sommer er det eneste jeg ønsker mig lige nu, nogle lune og solrige efterårsmåneder med masser af skønne efterårsfarver.

 

Skønne september

Det er ved at være sidste udkald, hvis du vil reducere noget af den kraftige tilvækst, som der har været i sommerens løb på de skulpturelle beskæringer på buksbom og stedsegrønne. Ved senere beskæring end september kan den nye tilvækst, som dannes i løbet efteråret, ikke nå at modne og blive så hårdfør, at den kan klare lave frosttemperaturer.

 

Forårsfloret

Lige nu er der ikke meget, som ligner forår i morfars prydhave. I september kommer årets sidste rigtigt store, pragtfulde blomstring. Det er kontrasternes tid. Det er de kraftige og meget synlige farver som dominerer. Hvor længe at blomstringen varer, varierer meget fra år til år.
Min lange slotsgartnererfaring fortæller, at den første nattefrost ofte kommer omkring den 20.-25. september. Får vi nattefrost med bare en halv grad dør georginerne og andre af de meget sarte sommerblomster. Omvendt er det også sket, at årets første nattefrost først indfinder sig i december måned.
Stort set i alle supermarkeder mødes kunderne nu af alle poserne med forårsløg. Et godt råd i denne forbindelse er, at du skal købe dine nye forårsløg så tidligt som muligt, for løgposerne i supermarkederne bliver udstillet i butikker, hvor temperaturen er for høj. Hvis forårsløg bliver opbevaret på steder hvor temperaturen er over + 20 grader, så kan de hurtigt blive angrebet af diverse svampesygdomme, som findes som sporer på løgene. Det bedste du kan gøre når du køber nye løg er, at pakke dem ud og pakke dem i papirsposer med god ventilation. Læg løgene i en kølig kælder, et udhus eller i en garage; gerne ved en temperatur på ca. 10 grader.
Læg løgene så hurtigt som muligt og gerne i september. Hvis løgene kommer hurtigt i jorden, kommer der også hurtigt nye rødder og samtidigt undgår du lettere sygdomme.

 

Omplantning af gamle løg i bedene

En gang i mellem kan det betale sig at grave de gamle løg op, sortere og dele dem. Kasser altid de dårlige løg. Husk også, at hvis du vil plante nye tulipanløg så gør det altid på steder, hvor der ikke har vokset tulipaner de sidste 3 år. Jeg vil anbefale, at du sætter en lille træettiket, som markerer hvor løgene ligger. Skal du grave løg op, vil jeg anbefale, at du anvender en gravegreb, den beskadiger løgene mindre end en spade hvis du rammer lige ned i løgene.

 

Påske- og pinseliljer

17 DSC 0101 narcissus John HDet er altid en smuk løsning med påskeliljer i en græsplæne.

 

Påske- og pinseliljer er meget hårdføre og kan vokse på de samme steder i mange år. De breder sig bare. Hvis du har løg i græsplænen så vent altid med at slå græsset indtil løgtoppene er begyndt at visne. Skt. Hans er et godt tidspunkt til første slåning på sådanne steder.
Du får smukkere løg hvis du om efteråret strør lidt N-P-K gødning ud på de arealer, hvor der vokser løg. 20-30 gram pr. m2 svarer til 2-3 kg. pr. 100 m2. Et tyndt lag topdressing af kompost på løgarealerne kan også være en god løsning. Topdressing på ca. 1 cm på græsplæner og 5-10 cm kompost i bede og i køkkenhaven er en ideel løsning.

 

De første sommerblomster i haven

17 DSC 0249 perlehyacint måske John HHyacinthoides hispanica har det danske navn spansk skilla. Er nøjsom og breder sig hurtigt. Fås i farverne: hvid, blå og rosa. Kendes fra England, hvor den er vildtvoksende i mange skove, under navnet Blue Bells.

 

 

En af mine kæpheste er, at anbefale at plante overvintrende sommerblomster samtidigt med, at du lægger løg. Af planter som kan tåle lave kuldegrader om vinteren anbefaler jeg, at du planter f.eks. forglemmigej, Bellis, stedmoder og gyldenlak for blot at nævne nogle af de mest velegnede tidlige og meget hårdføre sommerblomster.
Godt efterår.

John Henriksen, Havebladet 4/2012

Søg i Havehjørnet


Havehjørnet OBS!

 

Find artkler

 

Vælg det emne du er interesseret i eller brug søgefunktionen. Søgefunktionen finder du herover, emnerne finder du øverst til venstre i vinduet.

 

Har du spørgsmål om planter?

 

Er der noget, du gerne vil vide om planter, så skriv til Grethe Bjerregaard.Du kan normalt forvente svar i løbet af en uge når du bruger denne adresse: gb@kolonihave.dk