Havens pleje
Aktiv i haven i Juni

 

06Magnolia190

Husk at! Lus kan bekæmpes med vand, overbrus/spul planterne, f.eks. roser.

Undlad at! Smide ukrudtplanter med frø i komposten. Kom dem evt. i en sort plastpose og stil den i solen.

 

Vejret

 

Gennemsnitstemperatur 14,3 °C

Husk der først på måneden kan være risiko for frost, dæk sarte vækster til.

Nedbørsmængde 55 mm

Nedbørsdage 10

Relativ fugtighed 55 % (luften er tør)

Fordampning 101 mm

Solskinstimer 242

Vindretning: vest, nordvest

Nedbørsgennemsnit:

Nordjylland 53 mm

Midt- og Vestjylland 58 mm

Østjylland 64 mm

Syd- og Sønderjylland 62 mm

Fyn 52 mm

Vest- og Sydsjælland 49 mm

+ Lolland-Falster

København, Nordsjælland 52 mm

Bornholm 41 mm

Der kan være behov for at vande, det sker bedst tidlig morgen eller aften.

 

Træer og buske

 

06Taxus189Mange af havens træagtige planter blomstrer og giver farve og højde i haven.

Åkandemagnolia (Magnolia sieboldii) har skålformede indtil 7-10 brede, let duftende, hvide blomster. Den kan blomstre helt ind i august. Støvtrådene er meget iøjnefaldende røde. Frugterne bliver rødlige i august - september og hænger dekorativt på busken til løvfald.

Sidst på måneden kan hække af buksbom, taks og thuja klippes. Disse hække kan holdes meget smalle. Buksbom- og takshække er velegnede som indre hække i og bruges til at skabe rum i haven. Begge hække er skyggetålende og de er velegnede som baggrund for et ensidigt staudebed.

Avnbøg-, bøg- og ligusterhække klippes ligeledes sidst på måneden. Når nyplantede hække når op i ønsket højde klippes toppen af. Da hækplanter ikke vokser fuldstændigt ens kan det

være at nogle planter først får toppen klippet af året efter. At klippe en hæk på siderne gør den tæt.

 

Blomsterhaven

 

07 juni potter Diáscia bárberae tvillingeblomst 0Mange stauder blomster og er det et staudebed, vil der hele tiden være nye blomsterfarver

og -former at opleve. Er der en staudegruppe, der ikke er placeret rigtigt, kan man på en gråvejrsdag grave planterne op og placere dem et nyt sted så blomsterfarve, bladform og højde bliver rigtig. Vand grundigt ved plantning.

Sommerblomster er med til at give farve i havens bede og de kan også bruges i forgrunden af staudebedet. Røde farver mangler hos stauder så et supplement med røde sommerblomster kan give en god virkning.

Roser begynder på deres første blomstring. Lidt gødning kan gives, roserne skal producere meget i løbet af sommeren. Er der lus i roserne, ses ofte først i blomsterknopperne, så spul dem bort med vand.

Græsplænen

Det er nu græsset bliver udsat for slid i forbindelse med leg, boldspil, forskellige sommerarrangementer m.m., derfor er det vigtigt at græsset har hvad den har brug for af gødning. Skal gødningen virke hurtigt er det bedst at gøde og så håbe på en regnbyge på 15-20 mm vand, så vokser græsset og bliver frodigt grønt. Klippes græsset 2 gange om ugen har græsplanterne det godt.

 

Frugthaven

 

De første jordbær kan plukkes. Er der valgt forskellige sorter med forskellige modningstidspunkter, kan man være heldig at der kan høster jordbær i 2, ja op til 3 måneder.

Efterhånden som frugttræerne afblomstrer kan årets udbytte af frugt konstateres og en evt. udtynding påbegyndes. Udtynding kan også foregå ved en let beskæring, nu hvor det kan ses hvor mange og hvor frugterne er placeret.

Vanskud som fremkommer efter vinterbeskæring fjernes ved at rykke de urteagtige smågrene af, så de ikke kommer igen.

 

Køkkenhaven

 

Nu kommer belønningen så småt i forbindelse med at de første afgrøder kan høstes.

Det er vigtigt at ukrudt fjernes i køkkenhaven, så køkkenurterne ikke har konkurrence om vand og næring. Det er ærgerligt at arbejdet med at så, prikle og plante, skal besværliggøres af ukrudt.

Der hyppes jord op omkring kartoflerne, så der ikke kommer lys til øverligt liggende kartofler, så de bliver grønne. Hypning virker også som ukrudtsbekæmpelse.

Det er ikke for sent at så bønner først på måneden for jordtemperaturen er høj og spiringen foregår hurtigt. Vand i rillen og læg herefter frøene. Afstand mellem frø 10 cm og rækker 50 cm.

 

Væksthuset

 

Opbinding af tomater forgår ved at en kraftig snor bindes omkring stammen med en stor løkke for at snoren ikke skal snære planten efterhånden som stænglen vokser i tykkelse. Den anden ende af snoren gøres fast under væksthustaget. Efterhånden som planten vokser, snos den omkring snoren, således at planten bliver godt støttet. Alle sideskud i bladhjørnerne fjernes efterhånden som de kommer. Bræk dem af medens de er små og spinkle. Opbinding og fjernelse af skud forsætter sommeren igennem.

Agurkerne begynder at danne frugter, de første kommer på hovedstammen. Det er vigtigt at planterne ikke får lov til at danne for mange agurker på hovedstammen og frugter der udvikles høstes inden de bliver for store, ellers vil det medføre små frugter der bliver gule og visner. Høsten af agurker bruges samtidig til udtynding af frugterne for at sikre at planterne bliver ved med at danne nye agurker.

Vær opmærksom på at der kan blive meget varmt i væksthuset allerede ved syvtiden om morgenen (også om søndagen) så udluftning er nødvendig. Automatiske vinduesåbnere giver sikkerhed mod varmeskade.

 

Krukker og altankassser

 

07sommerblomster191Flere af planterne er ved at være færdige med første hold blomstring og derfor skal der ske en afpudsning, så blomster, der er afblomstret, fjernes. Det øger blomstringen. Udover at fjerne blomster skal visne og syge blade fjernes straks.

Altankasser er oftest placeret meget synligt, derfor skal de strutte af sundhed og gerne vise stor blomstring. Ved jævnlig afpudsning kvitterer planterne med flere blomster og vil fortsætte blomstringen lang ind i efteråret.

I forbindelse med beskæring kræves at knive og sakse er lavet af et materiale så de kan slibes skarpe. Lige og rene snitflader sikrer mod sygdomme. Engang i mellem, også i forbindelse med beskæring, bør værktøjet desinficeres ved at dyppe det i sprit.

Jann Poulsen, Havebladet 2/2016

 

Søg i Havehjørnet


Havehjørnet OBS!

 

Find artkler

 

Vælg det emne du er interesseret i eller brug søgefunktionen. Søgefunktionen finder du herover, emnerne finder du øverst til venstre i vinduet.

 

Har du spørgsmål om planter?

 

Er der noget, du gerne vil vide om planter, så skriv til Grethe Bjerregaard.Du kan normalt forvente svar i løbet af en uge når du bruger denne adresse: gb@kolonihave.dk