Havens planter
Dyrk dine egne ramsløg

Hører til løgfamilien ligesom alm. løg og purløg

 

21 Ramsløg-1

 

 

 

Ramsløg (Allium ursinum) hører til løgfamilien ligesom alm. løg og purløg.
Ramsløg er flerårig og bliver 25 til 40 cm høj og vokser i næringsrige, ofte kystnære skove.

Den er temmelig almindelig på Øerne og i Østjylland, ellers sjælden.

Den blomstrer i maj/juni med fine hvide blomster.

Efter frugtsætning visner den ned, for at komme frem igen i det tidlige forår året efter.

Frugterne indeholder små sorte frø.


Selve dyrkningen

Ramsløg vokser bedst på en fugtig jord, og derfor kan skyggefulde steder i haven være et udmærket sted at have ramsløg.

Det nemmeste er, at man har nogle planter af ramsløg.

Dem kan man dele og så sætte i rækker. Ramsløg kan også sås i ca. 1 cm´s dybde og med en 1 cm mellem frøene i rækken.

De skal enten sås i september/oktober eller i det meget tidlige forår.

Frøene har brug for kulde for at kunne spire, så det mest sikre er at så dem i løbet af efteråret.

Sæt en pind som mærke, hvor frøene sås.
Der vil i givet fald gå 2 til 3 år før man kan begynde at høste ramsløgene, men så kommer de også igen år efter år.
Hvis den først får etableret sig godt, skal man være opmærksom på, at den breder sig en del.

Der er ikke umiddelbart problemer med sygdomme og skadedyr.


Forvekslingsmuligheder

Der er to planter som ramsløg kan forveksles med.

Den ene er liljekonval, men den er ikke fremme så tidligt som ramsløg - dens blade er dog fremme sammen med ramsløg senere.

Til gengæld er blomsterne meget forskellige.

Derudover er der høsttidløs (nøgen jomfru), men dens blade ser dog anderledes ud.


Ramsløg smager godt

Ramsløg kan bruges i mange retter, men pas på med at overdrive, for ramsløg har en meget gennemtrængende smag.

Den har en karakteristisk lugt af hvidløg.

Det er de unge blade som er bedst.

Bladene kan dampes og spises som tilbehør, og de kan snittes og bruges i wokretter.

Man kan også lave pesto af ramsløg. De friske blade kan drysses på den friske salat.
Har du rigeligt med ramsløg kan du hakke bladene og fryse dem i mindre portioner.
Hvis du ikke vil dyrke ramsløg selv så søg på internettet efter ramsløg.

Der dukker mange oplysninger op om, hvor ramsløg gror.


Gitte K. Bjørn, Havebladet 3/2011

Søg i Havehjørnet


Havehjørnet OBS!

 

Find artkler

 

Vælg det emne du er interesseret i eller brug søgefunktionen. Søgefunktionen finder du herover, emnerne finder du øverst til venstre i vinduet.

 

Har du spørgsmål om planter?

 

Er der noget, du gerne vil vide om planter, så skriv til Grethe Bjerregaard.Du kan normalt forvente svar i løbet af en uge når du bruger denne adresse: gb@kolonihave.dk